Objektivismens tilkortkommenhed...

Ayn Rand er anerkendt som en trend-setter indenfor liberal filosofi, først og fremmest gennem bøgerne Atlas Shrugged (Og Verden Skælvede) og The Fountainhead (Kun den Stærke er Fri), samt for sin filosofi/ideologi, Objektivismen.

Der er ingen tvivl om, at hun med Atlas Shrugged leverede et både kreativt og tankevækkende epos om, hvad der ville ske, hvis samfundets driftige og entreprenante "strejkede", dvs. nægtede at stille deres evner til rådighed for andre. Man kan heller ikke være uenig i flere af hendes klassiske liberale tanker om individets selvejerskab og ukrænkelige rettigheder. På disse områder er hun i øvrigt stort set sammenfaldende med f.eks. Locke, Nozick og Rothbart.

Men ser man hendes politiske filosofi efter i sømmene, er der for meget, som ikke hænger sammen. Hendes filosofi er "stram" og har appel på grund af dens stringens, men forfalder til dogmer.

Leonard Peikoff - der om nogen er eksponent for Ayn Rand i ufortyndet form - beskriver i detaljer hendes filosofi her, og Ryan Smith gør det samme noget kortere og noget mere skeptisk her.

Vi vil måske hver især formulere det forskelligt, men for mig synes Rand at bygge sin filosofi på flg. punkter:

1. Mennesket kan via sin forstand/fornuft nå til en fuld og komplet erkendelse af verden

2. Mennesket skal altid handle rationelt, på basis af sin erkendelse af verden

3. Mennesket skal altid handle egoistisk, og aldrig altruistisk

4. Enhvert velfærdsniveau udover ultraminimalstaten er påtvunget altruisme og tyveri i form af skattepenge

Ad. 1 - erkendelsen

Denne synes at falde på sin egen tåbelighed, selvom det er svært at se det politiske indhold i denne tese. Den synes mere at være erkendelsesteoretisk.

Naturligvis er verden til, separat fra vores erkendelse af den. Men en tilfældig skødehund lever dog i samme objektive virkelighed, som vi gør. Og selvom det er svært at sige noget om en hunds opfattelse af virkeligheden, så synes det dog indlysende, at den på et eller andet niveau må have en erkendelse af sine omgivelser, på basis af sine sanser og sin "forstand". Den skelner mellem nat og dag, og identificerer føde, artsfæller, stimuli osv. Men indebærer det, at den nogensinde vil kunne vide noget om atomfysik eller filosofi? Naturligvis ikke.

Analogt må det være plausibelt, at en højere intelligens vil kunne erkende, erfare eller opdage sammenhænge, vi som mennesker ganske enkelt ikke kan. For slet ikke at tale om det endnu mere nærliggende, at man som menneske kan begå en logisk fejlslutning eller overse facts som andre ikke har overset.

Det er i almindelighed rimeligt, at man forholder sig til det, man ved. Men at gøre en dogmatik ud af ens egen ubegrænsede erkendelsesevne, smager lidt megalomant.

Ad. 2. - rationalitet

Der er mange områder, hvor det både er godt og nødvendigt at være rationel. Ingeniører gætter sig ikke til, hvor meget en bro kan belastes med. Regnskabschefen budgetlægger udfra et kvalificeret gæt og ikke den rene utopi. Osv.

Men der er rigtig mange områder, hvor vi ikke handler rationelt, og hvor det at handle rationelt nærmest ville være kvælende. Vi vælger ikke kæreste, samlever eller kone udfra et rationelt valg, men udfra vore følelser. Vi maler vores hus i givne farver, baseret på følelser mere end på rationalitet. Vi vælger ikke (kun) uddannelse og karriere udfra rationaler om cost benefit og forventet indtjening, men udfra irrationelle og subjektive interesser. Når vi køber en is eller drikker en øl på en varm sommerdag, er det måske dybest set irrationelt og dumt, fordi det ikke er sundt eller fordi pengene rationelt kunne være brugt bedre andetsteds. Jeg behøver næppe fortsætte...

Jeg er ikke imod rationelle valg, hvor de hører hjemme. Men jeg er imod, at man stik mod al erfaring kræver rationalitet på alle området af et så irrationelt væsen som mennesket. I særdeleshed når vi helt naturligt vælger irrationelt på områder, som er retningsgivende for vores liv, som det fremgår af visse af ovenstående eksempler.

Der er også noget selvmodsigende i, at man på den ene side betoner menneskets fulde rådighed over sig selv - hvilket Ayn Rand gør. Og så på den anden side nægter mennesket dets ret til at bruge dette selvejerskab til at forfølge irrationelle mål, herunder religiøse. Man kan ganske enkelt ikke have det ene uden det andet.

Ad. 3 - altruisme/egoisme

Alt afhænger naturligvis af, hvad man mener med egoisme. Adam Smith var den første til at påpege den naturlige egeninteresse som drivkraft og ingrediens i "den usynlige hånd".

Men der er mange områder, hvor egoismen ikke er idealet, og hvor mennesket synes at være naturligt altruistisk. Det forventes af mig, at når jeg har lovet min ægtefælle troskab, så bør jeg være tro og ikke følge en umiddelbar egoistisk impuls om at være utro med en anden. Det gælder også, selvom den anden rationelt ville være et bedre valg for mig, fordi jeg er forpligtet på mit ord, enten udfra liberale principper om aftaleindgåelse eller udfra kantiansk pligtetik.

Der er dybest set heller ikke meget cost benefit i at stifte familie og tage ansvaret for sine børn, indtil de er voksne. Det virker til, at de får mere ud af det, end man får igen, nogensinde. Børneopdragelse er i allerhøjeste grad noget altruistisk, og de mennesker, som er rent egoistiske på den front, fordømmer vi på det kraftigste. Det samme vil gælde, hvis mennesker frivilligt hjælper andre mennesker i nød. Skyldes det, at de er hjernevaskede af en altruistisk godhedsindustri? Mon ikke snarere at de har en medfødt medfølese eller altruisme?

Her er det for så vidt ligegyldigt, om man udfra et kristent livssyn peger på næstekærligheden, eller om man udfra et darwinistisk syn argumenterer med, at man har et medfødt stamme- eller klaninstinkt, som tilsigter at beskytte gen-poolen.

Mennesket er et (delvist) altruistisk væsen, og at nægte mennesket denne side, og forlange rent egoistisk opførsel er tæt på at fratage mennesket dets menneskelighed.

Ad. 4 - skat og velfærd

Det sidste punkt er måske lidt mere omdiskuteret. En markedsanarkist som Rothbart og en libertarianer som Nozick er jo også fortaler for ingen eller en minimal stat, uden velfærdsydelser.

Men spørgsmålet er stadig: Indebærer det faktum, at andre ikke har krav på mit liv, at jeg slet ikke har pligt til at betale skat (til andet end politi, militær mv.)? Kan der ikke bestå en vis forpligtelse, selvom tilfældige andre ikke har noget at sige over mit liv? John Rawls har i "En teori om Retfærdighed" en vis pointe i sin førtilstand, og i Dvorkins tillempede udgave, hvor modellen reduceres til en forsikring imod de virkeligt svære tilfælde, og hvor betalingen/byrderne bliver tilsvarende mindre, er det svært at se, at dette ikke kan danne basis for et liberalt velfærdssystem på et vist minimumsniveau.

Adam Smith advokerede desuden for "tålelige skatter", og ikke "ingen skatter", så man vel godt som liberalist være imod overbeskatning, uden at mene, at "skat er tyveri".

...

Summa summarum: Idealet om det kapitalistiske - eller liberalistiske? - samfund med fredelig sameksistens og frivillig udveksling af varer og tjenesteydelser har jeg til fælles med Ayn Rand. Hvilket naturligvis gælder alle liberalister, med de indlysende variationer og nuanceringer.

Jeg går naturligvis også ind for en naturlig egeninteresse, eller egoisme, og for rationalitet, hvor der er brug for det. Men det er i mine øjne urimeligt, næsten umenneskeligt (!), at gøre rationalitet og egoisme til ufravigelige principper i den enkeltes liv. Intet er mere altruistisk end at give sit liv for en anden. Man kan langt hen ad vejen give for at få noget igen, også i relationer, men det stopper ved ens eget liv. Men mennesker har alle dage været villige til at give sit liv for deres kære, mænd for deres koner, forældre for deres børn, og det viser, at mennesket i sit væsen også er altruistisk. På samme måde vælger mennesker utallige ting, som trancenderer rationaler; den stormende forelskelse, den religiøse eller filosofiske interesse, kemien mellem venner. Og dermed fremgår det igen, at mennesket ikke er et rent rationelt væsen.

Der er efter min mening for meget "politisk religion" og ufunderet dogmatik over Rands tanker. Og i tillæg hertil kan man spørge om den moralsk og intellektuelt overlegne superkapitalist fra hendes romaner stemmer særlig godt med en liberalistisk eller libertariansk forståelse af markedet og forventninger til markedsdannelsen. Men det er et bispørgsmål...