Amerikansk valgkamp - Ikke uden underholdningsværdi...

Den så småt igangværende amerikanske valgkamp er ikke uden undervisningværdi. Men ikke nødvendigvis på den fede måde.

Demokraterne stjæler overskrifterne pt., s¨de stjæler også det meste af omtalen her, men jeg er ved at få en stigende antipati mod de præmisser og argumenter, som blandes ind i debatten, og som danske medier bevidstløst bringer til torvs lige så ukritisk som de amerikanske tilsyneladende gør.

Først er der det med de superdelegerede. Er det udemokratisk? Ja, selvfølgelig, men hvad så??? Dette er ikke præsidentvalget, men en nominering! Demokrati er noget, man kan ønske sig og påberåbe på samfundsplan. Den private aktør - som et parti er - er ikke bundet af demokratiet. Så hvis Demokraternes vedtægter foreskrev, at kandidaten valgtes af hovedbestyrelsen, eller tilmed fandtes via lodtrækning ;-) så ville det måske også være udemokratisk, men lige så ligegyldigt. (Og så kan man spørge, om de ikke også er udemokratisk at udelukke stemmerne fra et par stater, som overtrådte de interne regler. Jo, det er, men det er også ligegyldigt - hvis ikke det var fordi, det er hyklerisk at gå ind for disses udelukkelse og så samtidig kritisere brugen af superdelegerede).

Man kan måske kritisere brugen af superdelegerede, men når man nu i tidernes morgen har valgt dette system, så var det nok med en tanke. F.eks. at topfolk i partiet skulle have en stemme, hvis de mente, at en given kandidat var et blålys, eller kendte noget privat skidt om vedkommende, som ikke var kommet frem, og dermed kunne "nedlægge veto", medmindre opbakningen var alt for voldsom.

Hvis dette er rationalet og legitimiteten af de superdelegerede, så er det da helt ude i skoven, at man forlanger, de af demokratiske grunde bare skal stemme på den, som har fået flest stemmer, vundet flest stater osv. Og så er det vel ok, at Hillary Clinton appellerer til dem, og vil give dem det sidste ord, selvom det indebærer, at valgkampen skal køres til ende.

Man kan naturligvis diskutere ordningen, men alle i partiet kendte ordningen, da man gik ind i valgkampen. Hvis man syntes, den var så fejlslagen og misforstået, burde man så ikke have rejst problemstillingen i en situation, hvor man ikke havde personlige fordele i klemme?

Så er der det med opfordringerne til Hillary om at trække sig. Nu er det selvfølgelig specielt amerikansk, at man har disse langtrukne valgkampe, men helt ærligt, svarer det ikke til at holde valg på Sjælland, Langeland, Bornholm og i Århus, og så droppe valget i resten af landet, forudsat at der er en klar føring. Eller at bede Kessler kaste håndklædet i 7. runde, fordi modstanderen indtil da fører på point. Øh...

Det er én ting, hvis man har uigenkaldeligt tabt, en helt anden, hvis der er (næsten) dødt løb, og afgørelsen endnu ikke er sikker.

Udfra de præmisser kunne man også have bedt Obama om at trække sig fra starten, fordi Hillary var den oplagte og forventede kandidat, og man ikke skulle bebyrde partiet med et kampvalg overhovedet... Og når man nu engang ikke gjorde dette, er det så ikke en smule hyklerisk, at man hos Obamas tilhængere slår ind på den kurs???

Det er ikke underligt, hvis feminister i USA endnu engang ser billedet af en ung mand, der tager jobbet for næsen af en ældre, men mere kvalificeret kvinde.

I det hele taget er den stigende Obamania et irritationsmoment. Han er måske et fint menneske og en god taler med mange visioner. Men der er lidt Helle Thorning-Schmidt over det, når han taler om "forandring" som hun talte om, at hun kunne slå Fogh, og det på basis af det forventes, at alle skal vige pladsen for en uprøvet kandidat, som måske, måske ikke har, hvad der skal til.

Han har udfordret Hillary som kandidat, hvilket er en ærlig sag, men han har ikke kunnet levere nådestødet, hvilket er et seriøst problem. Og undervejs har hun udvist mere fighter instinkt end han, hvilket man et eller andet sted må tage hatten af for.

Det værste er imidlertid den åbenlyse favorisering og selvvalgte blindhed overfor advarselslamperne.

Man kunne til at begynde med pege på Obamas mangeårige medlemsskab af den der besynderlige kirke med den besynderlige præst. Som mange ved er jeg selv kirkeligt aktiv, og det er endnu mere almindeligt i USA, så jeg har intet som helst problem med, at folk kommer i en kirke, og at troen betyder noget i deres liv. Men dette er ikke en kirke som alle andre, med deres små forskelligheder og særheder. Det lyder som en sort pendant til en Ku Klux Klan kirke!

En kirke, hvor præsten tilsyneladende udråber Guds dom over USA, på grund af racespørgsmål og social uretfærdighed, og hvor hvide og sorte, der for længst er kommet videre siden raceadskillelsen i Syden forsvandt i 60'erne, og slaveriet forsvandt længe før, fastholdes i et guilt trip hhv. en offerrolle, som ingen af dem kan være tjent med.

Der er heller ikke tale om, at Obama en enkelt gang af vanvare deltog i en gudstjeneste, eller ved et uheld var født ind i kirken, fordi hans forældre kom der. Der er tale om, at Obama og hustru i årevis deltog i kirkens liv, og hørte på prædikener af dens pastor, som formodentlig ikke har ligget alt for langt fra det, han nu kommer med. Og så spørger man sig selv, hvad det siger om Obamas holdninger eller - i bedste fald - kritiske sans og evne til at bedømme mennesker. Det er ikke vildt betryggende med sådan en præsident...

Under alle omstændigheder er det indlysende, at den eneste måde, hvorpå man hos Demokraterne nu kan hele sårene, er at lave et Obama/Clinton eller Clinton/Obama team...

Det umuliggøres bare af, at begge parter er for stolte til at spille andenviolin. Så partiet fortsætter sin kurs mod selvdestruktion.

I mine øjne ville det smarte skaktræk have været, at man i valgkampens start lancerede Hillary som prædidentkandidat og Obama som vicepræsidentkandidat. Han ville være selvskreven som præsidentkandidat, når hun efter en eller to perioder trådte tilbage, og her kunne han så have fremvist lidt af den erfaring, som mange efterlyser. Mens det omvendte grundet aldersforskellen ikke kunne bruges. Samtidig kunne man fange stemmer hos både kvinder og sorte, hvilket nu tegner til at blive et uoverskueligt problem.

Hos Republikanerne kan McCain læne sig tilbage og vente på de donationer, som vil begynde at flyde til partiets kandidat hen over sommeren, for selvom han også internt i partiet har været en omstridt kandidat, er han den eneste hest, de konservative/libertarianske kredse i USA nu kan satse på.

Hans største problem er hans image af "gammel hvid mand", hvis sidste salgsdato er overskredet. Nu skal man ikke lægge alt for meget i dette. McCain virker ikke støvet, og man sagde det samme om Ronald Reagan, der overraskede mange ved at blive en af USA's "all time greatest".

Vi venter stadig på McCain's vicepræsidentkandidat, og meget vil være vundet, hvis han teamer op med en ung og upcoming rock and roll republikaner. Oddsene er vist stadig svagt i Obamas og Clintons favør, men det er tæt på dødt løb, og McCain kan meget vel overraske positivt.