Tudekiks til Søren Espersen

Først var det LA, som ødelagde dagen for DF, nu er det nogle af de unge Venstre-rebeller, som har formastet sig til at stemme for et beslutningsforslag om homoadoption. Nu varsler DF, i skikkelse af Søren Espersen, repressalier...

Der er noget dybt patetisk over hele sceneriet.

For det første, så er det enkelte folketingsmedlem altså ifølge Grundloven - den danske grundlov som DF ellers står meget vagt om - alene forpligtet på sin samvittighed. Jovist, de fleste stemmer gives på partier, og vælgerne har et rimeligt krav om at vide, at den enkelte stemmer i tråd med partiet i de store spørgsmål. Men netop i etiske spørgsmål har det alle dage været kutyme, at man stiller folk frit, og hvis der ikke er en sikkerhedsventil i sådanne sager, hvor så?

For det andet, så er sagen en udpræget ikke-sag. Den vælter ingen regering, uanset udfaldet af det endelige lovforslag. Og i praksis indebærer den end ikke nogen forskel for adoptanter, idet også afgiverlandene skal godkende adoptanterne, og homoadoptioner her ligger langt ude i fremtiden.

For det tredje, så er dette vel næppe nogen kerne-mærkesag for DF. På reaktionens styrke virker det til, at man har et næsten sygeligt perfektionist-kompleks i partiet, hvor selv den mindste afvigelse fra udstukne planer og skabeloner afstedkommer næsten neurotiske reaktioner.

For det fjerde, når Søren Espersen ikke blot er en smule irriteret, men han og hele folketingsgruppen og ledelsen i partiet (iflg. ham selv) er "rasende" over sagen, så er der noget galt. Hvis man bliver "rasende" over så lidt, så burde man kollektivt melde sig til et "anger manegement" kursus, for ellers er man vist ikke til at være i stue med...

I virkeligheden minder raseriet mest om et forkælet barn i børnehaven, der ikke kan få sin vilje, og nu tuder og stamper i gulvet med hummerfarvet ansigt og et faretruende blodtryk.

Sådan kan man ganske enkelt ikke drive politik, hvis man skal have den mindste troværdighed og respekt om sin person og sit parti. Man er nødt til at indstille sig på det indlysende, at medlemmer og ministre i andre partier altså har andre ideologiske synspunkter end en selv. Samt at der i andre partier ikke er tradition for den topstyring, man finder i DF, og som inderkredsen åbenbart finder så indlysende, at den tages for givet hos alle andre også.