Ny vicestatsminister, men regeringschefen er den samme...

Så kom den af mange forventede udnævnelse af Anders Fogh Rasmussen og den lige så ventede overdragelse af statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen.

Man kan håbe, at Løkke for at skærpe profilen rykker ud med lidt skarpere udmeldinger og en mere liberal profil. Men det er et forfængeligt håb. Løkke har stået last og brast med Fogh gennem alle årene og har ikke personligt udfordret Pia Kjærsgaard på politiske mærkesager. Det virker usandsynligt, at forandringerne vil komme på Løkkes initiativ.

Omvendt er det ikke umuligt, at der vil opstå et pres indefra, i form af den let skjulte, men dog åbenlyse frustration hos både medlemmer og folketingsmedlemmer i Venstre og Konservative. Det er ikke udelukket, at der her opstår en brudflade, som på sigt vil drive en kile ind mellem VK og DF. Men indtil videre er det "business as usual".

Positivt er det dog, at Løkke udnævner to kvindelige ministre, og i samme omgang lader nogle fra den yngre generation komme til fadet.

En lidt megaloman kommentar fra Dansk Folkeparti afslører dog det, som overskriften siger.

Kristian Thudesen Dahl fra Dansk Folkeparti føler sig fristet til at kommentere på regeringsrokaden og forsømmer ikke anledningen til at efterlyse et egentligt socialministerium. Og han lader det utvetydigt forstå, at han forventer, det kommer i næste runde.

Her er det lidt, som om DF fuldstændig har misforstået, hvad et støttepartis rolle er. DF er trods alt ikke med i regeringen, og regeringskonstellationen er alene statsministerens (og regeringspartiernes) afgørelse. Den indre funktionsduelighed ligeledes et anliggende for regeringspartierne. Støttepartier og forligspartier bør holde sig til at mene noget om, hvilken regering (eller regeringschef) de kan støtte, og hvilke konkrete lovforslag de kan gå ind for. Nogle burde bede Thudesen Dahl om at stikke piben ind og koncentrere sig om at være støtteparti.

Men det viser virkeligheden, som den er. Det er som om DF har indgået en stiltiende aftale med V og K, gående ud på, at "Vi bestemmer, men I får lov at køre i ministerbilerne". I den aftale er Pia Kjærsgaard den reelle statsminister, og Lars Løkke kun vicestatsminister. Og trods regeringsskiftet er regeringschefen her den samme.

Sådan har situationen de facto været i flere år, selvom formalia naturligvis er anderledes. Men måske frustrationen over at spille andenviolin på et tidspunkt overmander V og K.