Ny vicestatsminister, men regeringschefen er den samme...

Så kom den af mange forventede udnævnelse af Anders Fogh Rasmussen og den lige så ventede overdragelse af statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen.

Man kan håbe, at Løkke for at skærpe profilen rykker ud med lidt skarpere udmeldinger og en mere liberal profil. Men det er et forfængeligt håb. Løkke har stået last og brast med Fogh gennem alle årene og har ikke personligt udfordret Pia Kjærsgaard på politiske mærkesager. Det virker usandsynligt, at forandringerne vil komme på Løkkes initiativ.

Omvendt er det ikke umuligt, at der vil opstå et pres indefra, i form af den let skjulte, men dog åbenlyse frustration hos både medlemmer og folketingsmedlemmer i Venstre og Konservative. Det er ikke udelukket, at der her opstår en brudflade, som på sigt vil drive en kile ind mellem VK og DF. Men indtil videre er det "business as usual".

Positivt er det dog, at Løkke udnævner to kvindelige ministre, og i samme omgang lader nogle fra den yngre generation komme til fadet.

En lidt megaloman kommentar fra Dansk Folkeparti afslører dog det, som overskriften siger.

Kristian Thudesen Dahl fra Dansk Folkeparti føler sig fristet til at kommentere på regeringsrokaden og forsømmer ikke anledningen til at efterlyse et egentligt socialministerium. Og han lader det utvetydigt forstå, at han forventer, det kommer i næste runde.

Her er det lidt, som om DF fuldstændig har misforstået, hvad et støttepartis rolle er. DF er trods alt ikke med i regeringen, og regeringskonstellationen er alene statsministerens (og regeringspartiernes) afgørelse. Den indre funktionsduelighed ligeledes et anliggende for regeringspartierne. Støttepartier og forligspartier bør holde sig til at mene noget om, hvilken regering (eller regeringschef) de kan støtte, og hvilke konkrete lovforslag de kan gå ind for. Nogle burde bede Thudesen Dahl om at stikke piben ind og koncentrere sig om at være støtteparti.

Men det viser virkeligheden, som den er. Det er som om DF har indgået en stiltiende aftale med V og K, gående ud på, at "Vi bestemmer, men I får lov at køre i ministerbilerne". I den aftale er Pia Kjærsgaard den reelle statsminister, og Lars Løkke kun vicestatsminister. Og trods regeringsskiftet er regeringschefen her den samme.

Sådan har situationen de facto været i flere år, selvom formalia naturligvis er anderledes. Men måske frustrationen over at spille andenviolin på et tidspunkt overmander V og K.

Hverdagens helt for en dommer...

Nu har der så igen været et hjemmerøveri, men i dette tilfælde var udfaldet ikke så heldigt for en af røverne, idet beboeren stak en køkkenkniv i armen på ham. Hele historien kan læses i BT.

Nu skal den stakkels mand - altså jeg tænker IKKE på røveren, men på beboeren - så stilles for en dommer. For at afgøre, om han har handlet i nødværge...

Det er, så man tager sig til hovedet. Måske vil politiet sige, at man bare kører alt efter bogen, men alligevel... Man har flere gange hørt og læst om, at politiet ikke gider besvære sig med alarmopkald, ikke anholder konkrete personer der udpeges som overfaldsmænd, og naturligvis som altid henlægger sager, fordi de skønnes at være for ressourcekrævende i forhold til det forventede resultat. I det lys er denne sag næppe dén, man burde bruge kræfterne på!

Selvsagt har politi og anklagemyndighed også allerede en mulighed for at undlade at rejse tiltale, hvis en tiltale/anmeldelse er åbenlyst grundløs. Og hvis det er åbenbart, at der ikke er begået en forbrydelse. Domstolenes tid skal jo ikke spildes på det, som er åbenlyst unødvendigt.

Og her har vi så en mand. Han bliver overfaldet af en bande på seks mænd. Et soleklart overtal. Han får stukket en pistol op i ansigtet. Et væbnet røveri. (At pistolen viser sig at være en attrap, er her ligegyldigt, for selvsagt har man i en sådan situation lov til at opføre sig, som om - og i den tro - at der faktisk er tale om et væbnet røveri). Manden forsvarer sig, og retten til selvforsvar er altså stadig gældende. Han bruger end ikke et ulovligt våben, men blot en for hånden værende køkkenkniv.

Politiet anholder den flygtende røver, sammen med to andre. Og handler udfra den oplagte formodning, at der er tale om et røveri. Og man finder tilmed "pistolen", som kan godtgøre, at der var en reel (oplevet) trussel.

Hvorfor skal den stakkels beboer så også anholdes??? Hvis nu - helt hypotetisk! - det under efterforskningen måtte vise sig, at der slet ikke havde været et overfald, og at manden måske havde inviteret nogle venner indenfor og umotiveret stukket en af dem ned, da han tændte en cigaret med sin pistol-lighter, ja SÅ kan politiet til den tid foretage en anholdelse. Manden stikker vel næppe af til udlandet i mellemtiden. Men i lyset af det forhåndenværende synes anholdelsen helt umotiveret.

Der er soleklart tale om selvforsvar. Tilmed af den legitime slags. Hvis man ikke må bruge en kniv til selvforsvar mod bevæbnede røvere, og hvis ikke et stiksår er en rimelig "erhvervsrisiko", hvis man begår væbnet røveri, så ved jeg ikke hvad. At tale om, at en civilperson i den situation har udøvet overdreven magtanvendelse, er skudt laaaangt over målet.

Manden burde ikke anholdes, men have en medalje. Han er en af hverdagens helte, som i det små har turdet stå op imod den tiltagende voldskriminalitet.

Tudekiks til Søren Espersen

Først var det LA, som ødelagde dagen for DF, nu er det nogle af de unge Venstre-rebeller, som har formastet sig til at stemme for et beslutningsforslag om homoadoption. Nu varsler DF, i skikkelse af Søren Espersen, repressalier...

Der er noget dybt patetisk over hele sceneriet.

For det første, så er det enkelte folketingsmedlem altså ifølge Grundloven - den danske grundlov som DF ellers står meget vagt om - alene forpligtet på sin samvittighed. Jovist, de fleste stemmer gives på partier, og vælgerne har et rimeligt krav om at vide, at den enkelte stemmer i tråd med partiet i de store spørgsmål. Men netop i etiske spørgsmål har det alle dage været kutyme, at man stiller folk frit, og hvis der ikke er en sikkerhedsventil i sådanne sager, hvor så?

For det andet, så er sagen en udpræget ikke-sag. Den vælter ingen regering, uanset udfaldet af det endelige lovforslag. Og i praksis indebærer den end ikke nogen forskel for adoptanter, idet også afgiverlandene skal godkende adoptanterne, og homoadoptioner her ligger langt ude i fremtiden.

For det tredje, så er dette vel næppe nogen kerne-mærkesag for DF. På reaktionens styrke virker det til, at man har et næsten sygeligt perfektionist-kompleks i partiet, hvor selv den mindste afvigelse fra udstukne planer og skabeloner afstedkommer næsten neurotiske reaktioner.

For det fjerde, når Søren Espersen ikke blot er en smule irriteret, men han og hele folketingsgruppen og ledelsen i partiet (iflg. ham selv) er "rasende" over sagen, så er der noget galt. Hvis man bliver "rasende" over så lidt, så burde man kollektivt melde sig til et "anger manegement" kursus, for ellers er man vist ikke til at være i stue med...

I virkeligheden minder raseriet mest om et forkælet barn i børnehaven, der ikke kan få sin vilje, og nu tuder og stamper i gulvet med hummerfarvet ansigt og et faretruende blodtryk.

Sådan kan man ganske enkelt ikke drive politik, hvis man skal have den mindste troværdighed og respekt om sin person og sit parti. Man er nødt til at indstille sig på det indlysende, at medlemmer og ministre i andre partier altså har andre ideologiske synspunkter end en selv. Samt at der i andre partier ikke er tradition for den topstyring, man finder i DF, og som inderkredsen åbenbart finder så indlysende, at den tages for givet hos alle andre også.

Desperat Folkeparti

Tiden må være inde til et navneskifte for DF. Anderledes kan man ikke udlægge det, når man så stærkt kritiserer LA for - chok! - ikke at ville ændre i indgåede forlig uden at få noget til gengæld, og ikke bare pænt at ville agere stemmekvæg for de større søskende i tinget.

Nu forlyder det tilmed, at DF ikke vil indgå forlig med LA fremover. Ja, uha, en forligspartner, der ikke gør hvad man siger... Men når man tænker på, at DF i flere år har skullet forhandle med en VK regering, der på forhånd gav dem, hvad man ønskede uden ideologisk modspil, og som fyrede ministre, blot de udtalte sig i overensstemmelse med deres egen ideologi men modsat DF's, ja så forstår man, det er svært at vænne sig til...

Kristian Thudesen-Dahl kalder det er "farce", og ja, det er en farce, men farcen består i, at DF i dén grad tror, de kan køre showet på egen hånd.

Tør VKO begå forligsbrud?

Nu er forhandlingerne mellem LA og VKO blokken igen gået i hårdknude, og det ligger i luften, at VKO med Løkke og Pia i spidsen overvejer et forligsbrud.

Nu er intet forlig ubrydeligt. Som jeg forstår det, er moralen pt., at et forlig kan opsiges i utide med virkning fra næste folketingsvalg, idet vælgerne så har haft en chance for at give deres mening til kende om forligsbruddet. Men det må også stå klart, at man ikke kan bryde forlig efter forgodtbefindende, midt i en folketingsperiode. Ellers har man snart ingen politisk troværdighed tilbage, og ingen mulighed for at indgå aftaler med andre partier.

At det er en torn i øjet på ikke mindst Kjærsgaard og Thuesen-Dahl, at Liberal Alliance med to mandater i folketinget er i stand til at holde regeringen fast på den indgåede finanslov, er åbenlyst. Men at begå forligsbrud, fordi "to mandater ikke kan tillade sig at spærre for det, andre er enige om", bryder fundamentalt med ånden i ethvert politisk forlig.

Hvis den arrogance bliver god tone på Christiansborg - og under Løkke som statsminister - så kan der de facto ikke indgås brede forlig længere, for hvilket interesse skulle andre have for at deltage i noget, de ikke er nødvendige i, hvis deres veto ikke respekteres. Dvs. kun så smalle forlig, at der kan tælles til 90, og alt som vedtages, kan kasseres, straks flertallet er borte... Er det virkelig, hvad Løkke og Kjærsgaard ønsker sig?

At Anders Samuelsen nu "drives a hard bargain" er al ære og respekt værd. Og VKO's og ikke mindst O's dumstædighed sender et vink med en vognstang om, at der kan ses frem til lige så hårde og kompromisløse forhandlinger efter næste valg.

Fra Skattereform til VKO-forlig

Med Liberal Alliances - kloge - udtræden af forhandlingerne om en Skattereform, er det tydeligt, at det, som er blevet lanceret som en stor og banebrydende skattereform, er et simpelt VKO-forlig, som kun holder så længe VKO-flertallet holder.

Hvis Rød Blok overhaler Blå Blok til næste valg, så vil Skattereformen blive lavet om umiddelbart. Det har stået klart længe. Men også hvis Blå Blok bevarer flertallet, men bliver afhængige af f.eks. Liberal Alliance eller endog Borgerligt Centrum, så er reformen død. Og i givet fald skal hverken VK eller DF forvente, at skattesatser og dertil hørende er fredede i forbindelse med finanslovsforhandlinger.

Der spores en vis arrogance i DF. Nok har VKO flertallet været rimeligt stabilt i en årrække, og nok satsede Pia Kjærsgaard rigtigt ved sidste valg, hvor hun alene gik til valg på fortsættelsen af et rent VKO flertal. Omvendt er det en nøgtern erkendelse, at enhver regering på et tidspunkt vil lide af "metaltræthed" i vælgernes bevidsthed, og at ethvert flertal på et eller andet tidspunkt vil skifte. I særdeleshed da den nuværende regering, som risikerer afskalning både mod midten og mod højrefløjen, i form af hhv. Borgerligt Centrum og Liberal Alliance. Måske holder VKO flertallet efter næste valg. Men at det skulle holde 10 år, som Skattereformen løber, er utopi.

Den stort opblæste Skattereform, der var tiltænkt at bane vejen for skattemæssig nytænkning og - forhåbentlig - en ny mentalitet indenfor skattepolitikken, er slet og ret punkteret. Det eneste, der er tilbage, er et simpelt VKO-forlig, hvis fremtid er dybt usikker. Hvis det var iscenesat sådan på forhånd, er det både kortsigtet og forregnet.

Det gode ved LA's exit er, at der nu er klar forskel i den borgerlige lejr. En stemme på LA er fremover en stemme på et nedsat skattetryk, og vel at mærke en stemme, hvor der vil blive sat handling bag ordene - i modsætning til regeringspartierne. En stemme på LA er samtidig en stemme imod gammelsocialdemokraterne i DF.

Skattestop R.I.P.

Man kan sige for og imod Fogh's guldæg, Skattestoppet, men når alt kommer til alt, så var det et genialt skaktræk, i særdeleshed stillet op imod socialdemokratiske regeringers løbende skatteforhøjelser.

Det kan godt være, at man efterfølgende siger, at f.eks. fradrag ikke var dækket. Men den brede opfattelse var, at man kunne være sikre på, at man ikke fik større udgifter på grund af regeringsindgreb. Dette var også det, som udgjorde salgbarheden. Og det var en fortolkning, som regeringen selv cementerede, da ejendomsskatterne blev fastfrosset, trods prisstigninger.

Indlysende er det ligegyldigt for den enkelte vælger, om evt. udgifter kommer i form af skattestigninger, i form af grønne afgifter og dyrere priser på el og vand (som man jo er nødt til at forbruge), eller i form af reduktioner i rentefradraget, som man ikke havde budgetteret med.

Isoleret set er rentefradragsretten måske meningsløs, og det var bedre at afskaffe alle fradrag og til gengæld lempe alle skatter. Men en isoleret nedsættelse, midt i et stagnerende, ja reccesserende boligmarked, det er næppe hensigtsmæssigt. Det burde i det mindste være koblet på langt dristigere skattesænkninger, som kunne have holdt hr. og fru Jensen skadesløse. Og når det tilmed kommer fra den regering, som indførte Skattestoppet, så er kontraktpolitikken for længst lagt på dødslejet.

Urkomisk bliver det imidlertid, når det proklameres, at Skattestoppet stadig vil være i kraft efter skattereformen. Det er ikke stort bedre end at sige, at "jeg er konen tro, både før og efter julefrokosten".

Skattestoppet er de facto afgået ved døden. For nu kan man hvert andet år, eller hvert år i princippet åbne op for nye "reformer" af større eller mindre omfang, hvor de grønne afgifter justeres lidt, og et par andre småting rettes til - hvorefter skattestoppet naturligvis er i kraft igen...

Hvis man ville bevare princippet om et skattestop, så kunne man i stedet helt have fjernet topskatten, øget beskæftigelsesfradraget endnu mere, ja tilmed også givet bundskatten et tak nedad, ladet de dynamiske effekter finansiere udgifterne. Ad den vej kunne man have sparket gang i økonomien uden nye afgifter eller nye fradragsstrukturer.

Et tamt skatteudspil

Selvom der er ok takter i regeringens skatteudspil, så er mit umiddelbare indtryk, at det er tamt og tandløst. Det er fint at afskaffe den fjollede mellemskat, som pt. er uden formål, i og med at grænsen er den samme som for topskatten, og naturligvis er det også fint at lempe topskatten, så den samlede marginalskat nu er nede på cirka 55%, mod 70'ernes og 80'ernes 73%. Der er sket en udvikling over tid, jovist. Og at man hæver beskæftigelsesfradraget er naturligvis også godt, og har formodentlig en god effekt på arbejdsudbuddet.

Kernen er alligevel, at man mangler konsekvens. Hvis det er godt at nedsætte marginalskatten, så er det vel endnu bedre at nedsætte den endnu mere - læs: indføre flad skat. Der er ingen logisk mening i at gå på kompromis allerede i udspillet. Men der er også den rent principielle diskussion: At en flad skat er det eneste retfærdige. Den sidste krone er ikke mere odiøs end den første. Og med en flad skat på f.eks. 40% er det jo stadig sådan, at "de største skuldre bærer de største byrder", for den der tjener 400.000 vil betale 160.000 i skat, mens den der tjener 200.000 vil betale 80.000 - ergo en større byrde til den, der tjener mere.

Så er der spørgsmålet om de grønne afgifter. HVIS der er substans bag dem, kan det være ok, for naturligvis er det forbrugeren/forureneren, der må betale og bære byrden for sine valg, fremfor samfundet (og dermed alle andre). Brugt på den måde sender de blot et fornuftigt markedssignal. Men der er en reel risiko for, at de grønne afgifter blot bliver en politisk korrekt malkeko, hvor man kan hente alle de penge, man ikke ellers kan få fat i.

Mest skuffende er nok det faktum, at udspillet allerede er et kompromis fra starten. Skattekommissionen lavede et kompromis-forslag, og regeringen har kun justeret det lidt, som man kunne forudse. Og man har allerede inkorporeret visse hensyn til primært Dansk Folkeparti med lempelser i bundskat og moderation af rentefradrag. Det forhindrer dog ikke Pia Kjærsgaard i at hævde, der er social slagside, og at DF skal have yderligere et skålpund kød under forhandlingerne. Hvorfor man giver DF hjemmebanefordelen allerede i udspillet, fremfor at lancere et mere liberalistisk/borgerligt - og idealistisk - udspil, fortaberne sig i de taktisk politiske tåger.

Udspillet er ikke ubetinget dårligt, men for det meste blot halvgodt. Og at lancere det som skatteREFORM er at skyde langt over målet. Det er en simpel skattemæssig justering, hvor ingen principielle ændringer finder sted: ingen flad skat, ingen kvalitative ændringer, kun gradbøjninger af det eksisterende skattesystem. Også her har DF på forhånd fået sin vilje.